«Med å skrive på dansk tar vi bort enhver antydning til posering eller påtatthet ift. å skulle låte som noe annet eller noen andre. Vi kommer ganske enkelt tettere på et mer genuint uttrykk – tettere på hvem vi er og de ting vi forsøker å få frem med vår musikk. Det er mer nakent og sannferdig ift. de følelsene som vi vil at skal gjennomsyre vår musikk», sier gitarist og backing-vokalist Peter Clement Lund i danske Kollapse som er aktuell med albumet Sult, på blant annet norske Fysisk Format.
Sult er en intens opplevelse spekket med emosjonell, tyngde, dyptloddende rockepoesi og hard kompromissløs riffing. Som om den var preget av indre demoner gir albumet uttrykk for de sjelelige kvaler, disharmonien, sorgen, apatien og angsten som finnes inne i oss. Musikalsk er utgangspunktet et sted mellom hardcore punken og post metall men med vid åpne klaffer til all annen musikk som kan berike uttrykke og bidra til å få frem følelsene og emosjonene de ønsker å uttrykke. Om det er jazz, larmrock eller sludge metal. Minst like viktig er inspirasjonen fra Albert Camus, Stig Sæterbakken, Edvard Munch eller Mark Rothko.
Her forteller de om den kompromissløse, hardnakkede tilnærmingen til musikk, forkjærligheten til Luleås hardcore stolthet Breach og gir også nikk til musikalske slektninger som Neurosis, Isis og Cult of Luna, The Jesus Lizard og Swans, samtidig som de gir det bluesbaserte hardrockbandet Mountain kredd for gitarspillingen sin.
[iframe src=»https://open.spotify.com/embed/album/2WZcCoqbs5VvatZB5yGiAn» width=»100%» height=»160″ frameBorder=»0″ allowtransparency=»true» allow=»encrypted-media»></iframe]
Kan der først si litt til de som ikke kjenner dere fra før; hvem og hva er Kollapse?
Peter L: Kollapse er en trio fra det nordlige Danmark, nærmere bestemt Aalborg. Bandet har eksisteret i en eller anden form siden 2012 og har et par albums og EP’er under bæltet – senest Sult, som er skrevet af den nuværende konstellation af bandet. Tre mænd der spiller en eller anden noise-rock/sludge-metal/post-metal/hardcore genre-sammenblanding. Som band forsøger vi at gøre hvad vi har lyst til uden at tænke for meget over om noget passer ind i en bestemt kasse. Vi spiller med nerverne uden på tøjet og skriver sange som bevæger os selv og håber på, at de også kan røre noget i andre.
Fortell litt om bakgrunnen for bandnavnet og om forholdet til sammenbrudd eller Breach–albumet Kollapse fra 2001.
Thomas: Siden de første tanker blev gjort omkring at starte band, har udgangspunktet for Kollapse været eksistentiel krig i en eller anden form. Som vi er blevet ældre og har stiftet familie, er dette fokus blevet skarpere. Sammenbrud, tvivl, smerte, angst har været tilbagevendende følelser og tilstande og bandet er en manifestation af behovet for at tage en form for kortvarig kontrol. Navnet Kollapse er kraftigt inspireret af Breach pladen af samme navn. Jeg har lyttet til dette band siden mine teenage år og vi tænkte at Kollapse var en god ledetråd til bandets sound, for de relativt få der kendte til Breach. Rent æstetisk, grafisk giver navnet ligeledes nogle fordele.
[iframe src=»https://open.spotify.com/embed/album/2aH7WV3PtnR0RdDO43Pcog» width=»100%» height=»380″ frameBorder=»0″ allowtransparency=»true» allow=»encrypted-media»></iframe]
Når og hvordan oppdaget dere musikk og hva var det som gjorde dere så lidenskapelig opptatt av den?
Peter D: Jeg har ret tidlige erindringer om musik og især den melankolske af slagsen. Min mor satte Queen på anlægget da jeg var lille og placerede mig i et godt stereoperspektiv mellem højttalerne, husker jeg. Det er et af mine første minder hvor jeg mærkede musik.
Peter L: Jeg har altid været vant til at lytte til musik og sætte pris på det og virkelig koncentrere mig om oplevelsen – det holder jeg stadig fast i. Jeg er ikke så specifik med hvilken genre musikken nødvendigvis er, bare så længe det rører mig. Der er ikke så meget andet, der kan tale lige så direkte til mig, som musik kan. Hvornår det er opstået kan jeg ikke huske – sådan har det vist bare altid været.
Når begynte dere selv å spille og hva var det som fenget sånn med denne måten å uttrykke seg på?
Peter L: At spille musik giver et rum, hvor resten af livet og verden ikke fylder så meget, det giver en mulighed for at filtrere alt muligt andet væk og det det giver en mulighed for at arbejde med nogle af de ting, som man ikke kan gøre andre steder. Det handler ikke om musik som “terapi”, men det handler om, at musikken skaber mulighedsbetingelserne for en anden måde at være på – et rum der er en forlængelse af den man er og det liv man lever, hvor man kan skabe noget der på en og samme er afhængigt af hvem man er og stadig afskåret fra en.
I Kollapse kan man få lov til at udtrykke de ting der måske kan være svært at beskrive ellers man kan lade forlængelsen få sit eget liv. Jeg elsker også litteratur og kunst, men har aldrig fået det samme greb om de former, som jeg har med musikken. Jeg kan oftere have nemmere ved at skrive musik, der er forbundet til hvordan jeg har det, end jeg har ved at tale om, hvordan jeg har det. Men min musik er ikke mig, som sådan, den er en forlængelse af mig.
Peter D: Første gang jeg spillede trommer var i folkeskolen som 7 årig. Jeg var den eneste som formåede at holde en rytme bare nogenlunde, haha. Og så vidt jeg husker var der ikke rigtigt andre som lagde billet ind på instrumentet efterfølgende, så min rolle i musikundervisningen blev ret hurtigt fast. Jeg har spillet trommer lige siden.
Hva var det som fikk dere til å selv begynne og skrive låter og hva fikk dere utløp for med det?
Peter L: For mig var det indledningsvist et forsøg på at gøre det, som de bands jeg lyttede til gjorde. Jeg startede med at spille covers, for derefter at lade mig kraftig inspirere af mine yndlingsbands og skrive sange, der lød som deres. Med tiden – i takt med at mit musikalske vokabularium voksede – blev mine inspirationskilder også så diverse, at det jeg skrev ikke lød fuldstændigt som en kopi af andres musik.
Jeg har spillet i flere forskellige bands og i forskellige stilarter, som sangskriver eller som “hired gun”, så jeg har gjort flere forskellige ting. Men i de to bands jeg spiller i nu, skriver jeg sange. Særligt i Kollapse får jeg afløb for de følelser, der fylder mest indeni mig. Alt det der gør ondt og al den frygt jeg har – stort set alle de ting, som man ikke snakker om til daglig, men reserverer til sine tanker, når man sidder alene om natten eller glemmer at blive distraheret i et øjeblik. Den der grundstemning af forgængelighed og uundgåelighed, der kommer krybende, når man mindst forventer det, er hvad jeg prøver at få “ind” eller “ned” i musikken, om man vil.
Thomas: Som udgangspunkt har jeg aldrig været interesseret i at lære “at spille”. For mig har det altid handlet om at få afløb for indre og ydre konflikter. Jeg lærte få grundlæggende teknikker i punk bands gennem flere år, men det har altid været følelser, kreativitet og behov/lyst, der har været drivkraften i min sangskrivning. Samme princip for stort set alle øvrige kreative sysler i mit liv. Jeg vil gerne, at udtrykket bliver så “rent” og personligt som jeg evner.
Har dere hatt noen forbilder eller mentorer langs veien. I så fall, hvem og hva lærte dere av de?
Peter L: Jeg tror ligesom mange andre guitarister, at jeg har haft en masse forskellige guitarhelte. Men jeg tror kombinationen af Kurt Ballou og Jacob Bannon har fyldt meget for mig – de har en inspirerende tilgang til musik og kunst.
Thomas: Min far lærte mig om individualisme og filosofi – en masse Nietzsche på godt og ondt, haha. Ift. musikalske forbilleder er det nok Steve Albini, også på godt og ondt.
Peter D: Dave Grohl var mit store idol som ung og var det i flere år indtil jeg tilfældigvis faldt over «Stinkfist» (Tool) på en mix cd i 1996 i ungdomsklubben. Jeg var blæst bagover over energien og den for mig på tidspunktet fuldstændig atypiske tilgang til trommerne. Jeg var solgt og jeg kan huske jeg tænkte, at sådan en måde at spille trommer på, ville jeg en dag kunne mestre. Ænima er i min optik stadig en af de bedste album der er skrevet.
Har dere noe favorittgitar, bass ,slagverk, forsterker, pedal eller mikrofon. I så fall hvilken og hvorfor?
Peter D: Sult er indspillet på et Pearl Wood-Fiberglass kit fra slut 70’erne. 24“ 16“ 18“. Dette er muligvis mit favorit trommesæt. Der er masser af smæk, varme, bund og dybde i kedlerne og størrelserne taler for sig selv. Jeg har også et Ludwig Stainless Steel kit 26“ 15“ 16“ og et Sonor Phonic Plus 22“ 12“ 16“, som jeg formenligt indspiller næste plade med. Der er brug for store og tykke kedler der kan tåle nogle tæsk i bandet. Jeg slår hårdt og tykkere kedler formår bare at skubbe mere volume end smalle og tynde kedler, som kvæler lyden, hvis man slår til. Det er en af grundene til jeg elsker de ældre sæt fra 70’erne og 80’erne. De lyder bare bedre, jo hårdere man rammer dem.
Ift. bækkener, så har jeg de sidste mange år brugt Paiste. 14“ 2002 Sound Edge Hihat, 22“ 3000 Heavy Ride og to 20“ Rides som jeg bruger som crashes. Henholdsvis en 2000 model og en 3000. Hvis vi skal snakke lilletromme, så er jeg ekstremt glad for min gamle 80’er Remo Quadura 14×8“. Det er den fedeste snare jeg har prøvet og lydmænd roser den ofte. Den er skarp, men med masser af bund og dybde, selvom den er stemt højt.
Peter L: Jeg ejer kun 2 elektriske guitarer – en gammel slidt Fender Telecaster og en hjemmebygget guitar, baseret på en Nik Huber Krautster II. Jeg elsker dem begge to, men til Kollapse foretrækker jeg klart min Fender og jeg er på jagt efter en ekstra, der kan noget af det samme. Når det kommer til det larmende og ret skramlede lydbillede i Kollapse passer den perfekt – den er ikke “let” at spille på. Det er en guitar man skal kæmpe med og det sætter jeg pris på. Og så kan den tåle at få mange tæsk, hvilket den får når jeg spiller på den eller smider med den. Jeg spiller på en Hughes & Kettner Grandmeister 40 Deluxe forstærker. Jeg har egentlig spillet på Orange i en lang årrække, men der er bare noget med fleksibiliteten i den H&K, der er rigtig anvendeligt i Kollapse. Den giver mig lidt flere muligheder, som er brugbare i en trio-kontekst. Derudover så elsker jeg reverb og delay, så jeg er altid ude og kigge efter nye pedaler, der kan lave alternative og vilde lyde.
Lige nu har jeg en Old Blood Noise Endeavours Dweller, der bare lyder vildt og mærkeligt og en Old Blood Noise Endeavours Visitor, der også kan skabe nogle “uhyggelige” og bizare lyde. Så har jeg en Emperor Effects Tape Delay, som jeg ikke kan nænne at skille mig af med, fordi den lyder godt og kan nogle småting, som jeg ikke har fundet en anden pedal der kan. Og så har jeg en Source Audio Nemesis og en Source Audio Ventris, der står for 99% af mine delay og reverb. De er ekstremt fleksible, programmerbare og lyder fantastisk. De bliver brugt i næsten hver eneste sang vi har. Derudover har jeg to looper-pedaler; én til at loope guitarstykker og én til at afspille samples i og imellem sange.
Thomas: Jeg er meget glad for Shures SM57 til live brug, den skal rammes rigtigt, men på de bedste aftener, lyder den kraftfuld og rå. Det elsker jeg. Jeg har altid været til meget enkelt, robust og funktionelt gear, men efter en anbefaling fra Peter L. af Darkglass’ Alpha Omega pedal er jeg virkelig faldet for den. Muligheden for at blende signalerne giver præcis den stramme midrange jeg elsker, selvom denne type pedal almindeligvis er alt for kompliceret for mig. Jeg er gået væk fra fokus på bund og “in the red” distortion. Bassen skal være spændstig og tydelig i mixet, lidt som en båndsav, haha.
Hvor avgjørende er det tekniske utstyret for å få frem det soundet som dere ønsker live og på plate?
Peter L: Det er ret afgørende. Live er det vigtigt for mig, netop fordi det for det første skal fungere, men også fordi den lyd jeg går efter er ret væsentlig for bandets overordnede lyd. Det skal skramle lidt og det skal larme – men det er også vigtig det ikke bliver en alt for pæn og velpoleret “metal”-lyd. Og meget af det atmosfæriske vi anvender er dybt afhængig af de pedaler jeg bruger undervejs – uden disse vil en del af vores musik nok falde til jorden.
Thomas: Meget enig med Peter. Jeg insisterer f.eks. også på at tage min 4×10 Fender amp med på scenen, da jeg føler, at den giver mig præcis det, jeg har brug for live. Tight lyd med en masse punch. Jeg orker ikke at arbejde med disse 8X10ere, der er ikke behov.
Peter D: Det er ikke nødvendigvis afgørende hvilket udstyr jeg bruger umiddelbart, men som nævnt før – så er der bare mere volume i et kit med store og tykke kedler og det klæder den slags musik vi spiller.
Dere har valgt å uttrykke dere på dansk. Fortell litt om det valget.
Peter L: Det var egentligt Thomas’s idé. Thomas skriver de fleste af teksterne og jeg skriver bidder rundt omkring. Det var frygtindgydende for mig til at starte med, men efterhånden som vi har vænnet os til det, så er det klart nu, at det var det rigtige valg. Ved at skrive på dansk frasiger vi os enhver poseren eller påtagethed ift. at skulle lyde som noget andet eller nogle andre. Vi kommer simpelthen tættere på et mere genuint udtryk – tættere på hvem vi er og de ting vi forsøger at tilvejebringe igennem vores musik. Det er mere nøgent og sandfærdigt ift. de emotioner vi gerne vil have gennemsyrer vores musik.
Thomas: Modersmål har været vores indre sprog siden barndommen, det giver ikke ret meget mening at synge på engelsk. Blev træt af mig selv i processen med at skrive “cool” engelske tekster.
Hva er den viktigste forskjellen mellom Kollapse i 2021 og bandet som slapp debutalbumet Angst i 2017?
Thomas: Vi er et aldeles andet band i dag. Sangskrivningen bærer præg af langt mere enighed om udtrykket og rent menneskeligt er vi tættere på hinandens grundstemninger i dag. Processen med at skrive er stadig lang, men vi har mere overskud og legelyst som det ser ud nu. Bandet er mere tight og vi har det godt med hinanden på scenen.
Peter D: Enig med Thomas. Sammenlignet med Angst, så er vi et meget mere sammentømret band i dag. Besætningen er perfekt!
[iframe src=»https://open.spotify.com/embed/album/6FE5O88pCcoXyJ3tDsiV0v» width=»100%» height=»380″ frameBorder=»0″ allowtransparency=»true» allow=»encrypted-media»></iframe]
Hva er den viktigste forskjellen med tanke på musikalsk tilnærming og bandkjemi i forhold til andre band og prosjekter dere har vært med i som Aedra, STILL AROUND etc. og hva har der tattt med fra de andre bandene til Kollapse?
Thomas: Mine andre bands er ikke værd at skrive om, haha.
Peter L: Jeg har tidligere spillet i andre bands med lignende sangskrivningsdynamikker som i Kollapse, men jeg har ikke spillet i andre bands, hvor det der kom ud af den proces, har været lige så rammende og godt, som det er i den her konstellation. Sideløbende med det her spiller jeg i et 5-mand stort prog-rockband, der hedder Monkey Okay.
Her er processen anderledes – vi har en primær sangskriver, hvor der så er flere kollaborative dele i øvelokalet, hvor vi alle ligesom har en idé om hvad vi skal og en “rolle” – det fungerer også virkelig godt, men er også markant anderledes end i Kollapse. Som Thomas også nævnte går det langsomt i Kollapse og det tror jeg det gør, fordi vi aldrig vælger den “nemme” udvej i sangskrivningen – fordi vi sætter barren for os selv ret højt og fordi vi skal kunne “mærke” alt hvad vi skriver som band.
Peter D: Min indgangsvinkel til sangskrivning og trommespil i det hele taget, har ikke ændret sig. Heller ikke min ekstreme selvkritik og det super snævre nåleøje jeg lader ting slippe igennem. Jeg er glad for Peter og Thomas bærer over med mig, for jeg ved jeg ikke altid er lige god til at indgå kompromiser.
Kan dere si litt om hverandres musikalske styrke og rolle i Kollapse.
Peter Drastrup, trommer:
Peter L: Peters musikalske styrke er klart hans aversion mod at spille ordinære rytmer og grooves. En stor del af det vi gør hviler i Peters tilgang til trommerne og hans insisteren på at trommerne skal fylde sådan som de gør. Han har ligesom en signatur-rytme på den her plade – som er særligt tydelig i Byrd – der bare er helt speciel. Han udnytter hele trommesættet på en interessant måde, der både sørger for at det hele bliver anderledes at lytte på, men også bare driver sangene fremad på en meget distinkt måde.
Derudover deler vi alle sammen en forståelse af hvornår noget er ‘godt nok’ og det gør sig også gældende for Peter. Hvis ikke han kan mærke det vi spiller, så er det ikke værd at bruge tid på. Og så står han for en kæmpestor del af bandets visuelle udtryk og har lavet musikvideoen til sangen Knæler.
Thomas: Peter Drastrup er et dyr på trommerne. Han slår hårdt og er altid ude efter at udvikle på sit trommespil. Han er teknisk dygtig, men har et godt øje for det menneskelige udtryk i musikken. Jeg er så taknemmelig for at spille med ham. Desuden står han for en del af det praktiske omkring den visuelle del af bandet.
Thomas Martin Vestenbæk Hansen, bass og lead vokal:
Peter L: Thomas har en ekstrem aggressiv og karakteristisk bastone, der er en essentiel del af bandets lyd. Dybest set er det der driver Kollapse musikalsk det fantastiske sammenspil, der er mellem Peters buldrende og aggressive trommer og Thomas’s buldrende og aggressive bas. Mit arbejde er bare at larme lidt henover det. Rent musikalsk har Thomas også et ret skarpt blik for, hvad der fungerer og har en ret utrolig evne til at lave nogle interessante og aparte bas-riffs, der giver bandet en ret særlig lyd og “feeling”.
Derudover står han, som sagt, for størstedelen af teksterne og han har nogle meget stærke poetiske evner, når det kommer til teksterne. Og så har han en vokal, der er så forbandet ond og smertefuld, at man bliver afhængig af den. Derudover er han en fantastisk maler, som det kan ses på coveret til Angst, og så har han et enorm bredt kendskab til alt mulig musik og de forskellige “scener” der eksisterer rundt omkring.
Peter D: Jeg har kendt Thomas i mange år og vi har været igennem lidt af hvert sammen. Vores venskab kan vel beskrives som et hate/love forhold til tider og nogle gange er der gnidninger, som kun Peter Clement formår at løse, men jeg elsker Thomas og hans hjerne af et leksikon og han er en yderst vigtig brik i bandet, hvis ikke den vigtigste. Thomas og min indgangsvinkel til musikken er meget lig hinanden og Kollapse er vores begge hjertebarn. Jeg sætter pris på at spille med ham og jeg elsker hvad vi har opnået sammen med dette band.
Peter Clement Lund, gitar backing vokal:
Thomas: Peter Clement eksperimenterer meget, han elsker dissonante akkorder uden at miste det grandiose feel hans spil bidrager med til den samlede lyd. Peter er god til at holde sammen på ideer og fungerer ofte som “the voice of reason”, når bølgerne går højt, haha. Peter bidrager med utroligt meget til den “indre” mekanik i Kollapse, gennem sit væsen, humør og knivskarpe hjerne. Jeg holder utroligt meget af disse to mennesker og føler mig privilegeret ift. at spille med dem.
Peter D: Peter er et af de mest interessante mennesker jeg har mødt. Den udvikling han har været igennem i sit liv er uden sammenligning. Jeg har enormt stor respekt for ham og jeg misunder hans væsen. Han formår, som Thomas også nævner, at holde sammen på bandet når der er uvejr. Havde det ikke være for ham, så havde bandet ikke eksisteret i dag. Derudover er han min absolutte favorit guitarist og han har været en kæmpe drivkraft ift. at få skubbet bandet videre fra hvor vi slap med Angst.
Dere har også hatt med en gjest i studio. Fortell litt om ham og hans bidrag.
Dan Hejslet, trompet:
Thomas: Dan er en meget god ven af mig. Vi lytter ofte til jazz plader i min stue og deler en forkærlighed for Miles Davis. Han er en utroligt dygtig og alsidig musiker. Udover det musikalske talent, er han en kreativ tænker og et dejligt menneske.
Peter L: Det var Thomas’s idé at få Dan med på det sidste nummer og det lyder bare så fantastisk godt! Og så er Dan bare en skidegod fyr!
Majken Roswalld Portefee Lex, tale:
Peter L: Majken læser et af Thomas’s digte op og det er egentlig optaget til en anden anledning – vi opdagede bare, det passede perfekt ind i den sang.
Hvor opptatt er dere av det spilletekniske? Øver dere mye?
Peter D: Jeg spiller trommer flere gange om ugen. Størstedelen af min tid i øvelokalet bruger jeg alene. Vi har et dejligt privat øvelokale som de sidste 15 år mere eller mindre har været mit andet hjem.
Peter L: Jeg tror vi alle er optagede af det, men jeg tror også vi alle har en fornemmelse af, at vi gerne ville øve mere. Vi øver omkring én gang om ugen – mere er der ikke tid til i en hverdag med job og børn. Men vi er ret insisterende på, at det skal lyde ordentlig og at vi ikke gør noget halvt. Den værste fornemmelse er at spille jobs, hvor det ikke fungerer. For at kunne slippe hæmningerne ordentlig og for at kunne slå sig løs live, så skal sangene sidde der. Ift. sangskrivningen er vi også ret kræsne – vi prøver ikke at tage “lette” løsninger. Det må gerne være dissonant, skævt og besværligt det materiale vi udarbejder.
Hva er det kuleste gitarriffet generelt sett og hva er det feteste gitarriffet til Kollapse og hvorfor?
Peter L: Hvis der generelt set menes af alle riffs i hele verden, så er det et svært spørgsmål. Lige nu, mens jeg sidder her – så er det Mountain’s Mississippi Queen. Hvis det er sådan mere “genre-nært” så er det Converge – All We Love We Leave Behind. Mit favorit Kollapse-riff er introen til Byrd.
Peter D: Intro riffet til Byrd er også min favorit, men sammenspillet mellem bas, trommer og guitar, gør muligvis guitarfiguren i det vokalløse „omkvæd“ i Knæler til det stærkeste på pladen, i min optik.
Jeg har nå samlet noen stikkord som jeg vil at dere skal si litt om forholdet til og hva de kan fortelle om Kollapse og/eller Sult.
Post Hardcore
Thomas: Belejlig men uinteressant label. Hardcore m/k der er vokset lidt fra den lettere primitive lyd fra hardcore, men ikke følelsen og ideerne.
Peter L: En genre som er svært definerbar og som jeg har brugt alt for meget tid på.
Hardcore punk
Thomas: Minor Threat, Negative Approach, Los Crudos. Formativt.
Peter L: Grundstenen i meget af det vi beskæftiger os med.
Noise Rock
Thomas: En bred betegnelse. Amrep, Trance Syndicate, Touch and Go, NYC, udbombede forstærkere og feedback. Enkelte bands transcenderer genren. Formative bands for mig: Today is the Day, the Jesus Lizard, Slint, Hammerhead, Cherubs, Unsane, Melvins, Slug, Kiss It Goodbye, Rorschach m.fl.
Sludge Metal
Peter L: Jeg er virkelig dårlig til alt det her med genre, så jeg har relativt svært ved at skille dem ad – men sludge metal er fedt alene fordi det er et fedt ord. Og så er der virkelig meget godt sludge metal derude.
Post Metal
Thomas: Jeg har ikke den store sympati for metal musik udover nogle få virkelig gode bands. Genren mangler ofte hjerte og der findes utroligt mange bands, der spiller nærmest karikeret metal fordi genren dikterer et bestemt udtryk. Ved ikke om vi reelt er nået til et stadie, der kan kaldes “post metal” endnu. Metal musik der udtrykker individualisme, vil for mig altid stå stærkere end musik, der pisker en genre til døde.
Art Metal
Thomas: Kollapse trækker en masse tråde fra poesi, expressionisme mm. Tænker meget “art” som udtryk for et større fokus på at udtrykke stemninger end på det musik tekniske. Med “art” som betegnelse er det også tilladt at fucke tingene op, se bare på Teenage Jesus og No Wave bølgen. Et band som Mare (Hydra Head) har gjort dette helt fantastisk.
Death Rock
Thomas: Døden er altid til stede i det vi laver.
Peter L: Igen, jeg er exceptionel dårlig til den her “genre-leg”, så jeg var ikke engang klar over, at det var en genre. Det lyder som noget vi laver, men jeg ved ikke hvad det er – som Thomas også siger, så er der sådan et element af døden med i det meste af hvad vi laver, men vi er ikke et “døds-band”.
Jazz
Thomas: En genre jeg elsker at forsvinde i. Det føles som en skattejagt at gå på opdagelse i ældre ESP/free/Spiritual jazz skiver. Her får jeg noget, jeg ikke kan formidle videre. Føler en dyb samhørighed med de bedste plader fra 60/70erne. Skøn og spirituel musik for en hårdkogt ateist, haha.
Peter L: Jeg er ikke den store jazz-entusiast. Eller ekspert er måske det rette ord. Jeg kan godt lide jazz, men nok mest til husbehov og nørder det slet ikke i den kaliber som Thomas gør.
Poesi
Peter L: Jeg har faktisk aldrig været en stor digt-læser – jeg har oftere beskæftiget mig med noveller og romaner. Men poesi kan noget – poesiens begrænsende formkrav er samtidig dens frigørende element. God poesi kan ramme noget, som ikke kan beskrives bedre med tusindvis af ord. Eksempelvis W.S. Merwins “Separation” som jeg knuselsker:
«Your absence has gone through me
Like thread through a needle.
Everything I do is stitched with its color.»
Thomas: En ofte kortfattet og præcis måde at formidle komplekse ting.
Breach
Thomas: Et af få bands jeg har haft et 25 + års kærlighedsforhold til, som stadig slår benene væk under mig.
Peter L: Sjovt nok var Breach ikke en del af min musikalske verden før jeg endte med at spille i Kollapse og Thomas introducerede mig for dem – nu er jeg vild med dem.
Cult Of Luna
Peter L: Cult of Luna er et band jeg har lyttet meget til. Mørkt, smukt, imponerende og emotionelt. Stærkest i min optik er Eternal Kingdom og Somewhere Along the Highway
Thomas: The Beyond var en formativ plade for mig. Den er majestætisk og smuk, men mørk som ind i helvede.
Isis
Thomas: Panopticon var fantastisk. Fik mig igang med at læse Foucault.
Peter L: Altså, jeg elsker Isis og jeg elsker Aaron Turner, så det har en klar indflydelse på mig. Jeg tror egentlig at en stor del af den tilgang til musik, som både Isis havde og Aaron Turner stadig har, er en måde at skrive og forholde sig til sin musik på, som vi også finder meningsfuld. Vi må godt turde at gøre noget, vi må godt se vores musik som kunst, vi må gerne satse noget, det må gerne være mystisk og alle svarene behøver ikke være givet på forhånd.
[iframe src=»https://open.spotify.com/embed/album/4YVSY6TwnXWH7Jz4olWO1e» width=»100%» height=»380″ frameBorder=»0″ allowtransparency=»true» allow=»encrypted-media»></iframe]
Neurosis
Thomas: Afgud, specielt Souls At Zero og Through Silver in Blood.
Peter L: Jeg elsker det – særligt Times of Grace, men også deres nyeste Fires Within Fires har jeg lyttet meget til.
Lack
Thomas: Formativ dansk hardcore. En stor inspirationskilde ift. at bevare autencitet og samtidig udvikle sin lyd.
Knut Hamsun
Thomas: Jeg er ikke fan. Har læst “Sult” og irriterer mig over det krævende og selvoptagede livssyn portrætteret heri.
Edvard Munch
Peter L: Jeg tror grunden til at Munch appellerer så stærk til mig, netop er fordi han maler meget af det samme som jeg føler. Det moderne menneskes angst, sorgen, depression, udmattethed. For mig er Skriget selvfølgelig rammende, men Det Syge Barn, Dødskampen, Døden i Sykeværelset og Melankoli mine favoritter.
Thomas: En stærk inspirationskilde. Fantastisk til at udtrykke grundstemninger af angst, sorg, fortvivlelse, men også skildre det smukke og skrøbelige ved tilværelsen.
Stig Sæterbakken
Thomas: Et vigtigt bekendtskab for mig. Læste hans bog: “Der, hvor jeg tænker, er der altid mørkt” på en stol i min have, midt i en periode af blomstrende depression. Jeg har sjældent følt så meget samhørighed med et menneske gennem sproget. Jeg skrev efterfølgende teksten til nummeret af samme titel og vil mene, at jeg til dato, aldrig har skrevet noget, der kommer så tæt på at udtrykke, hvordan det er at lide af denne sygdom.
Peter L: Sæterbakken var så umådeligt trist en figur – men en forfatter der både kunne skrive om angst, selvmord og skuffelse på de mest smertefulde og rammende måder, samtidigt med at han påpegede det patetiske i ham selv, med en humor udover det sædvanlige. Hans skæbne er så tæt bundet sammen med hans værker, at det gør ondt at læse dem – men for en sortseer som mig selv er det befriende at læse hans værker.
Jeg tror der er en umulighed i Sæterbakkens værker, der vækker en genklang hos mig. Han var så beskæftiget med tankens og i sidste ende livets umulighed, at hans tekster alle både er martret og beriget af denne grundlæggende indstilling. Han skal læses ifølge mig, men som Kenneth Moe har skrevet, skal man være varsom med sin litterære diæt og ikke kun læse Sæterbakken, for så smitter den umulighed for meget.
Carl Th. Dreyer
Thomas: En mester i billedsprog. Han formåede at gøre abstrakte ting meget menneskelige og jordnære. På den måde har han inspireret Kollapse.
Dyster
Peter L: Dyster, det er hvad min kone kalder mig, når hun er rigtig træt af mig.
Ekspressionisme
Thomas: Der er kommet utrolig meget vigtig kunst ud af denne periode i malerkunsten. Specielt folk som Munch. Der er noget grundlæggende ur-stemning i denne måde at udtrykke følelser og tanker på. Den abstrakte ekspressionisme hos Mark Rothko eller Francis Bacons mareridtsagtige abstrakte portrætter indeholder noget af den samme ur-kraft. Jeg er meget fascineret af det.
Eksitensialisme
Thomas: Fra det øjeblik i min barndom, jeg blev oprigtigt bevidst om min egen forgængelighed, har jeg beskæftiget mig med eksistentialisme på en meget jordnær måde. Senere læste jeg bl.a. Camus, som hjalp mig til at sætte tingene mere i en ramme.
Peter L: Min første forelskelse i en forfatter var i Albert Camus, da jeg som ung læste Den Fremmede. Derfra læste jeg masser af Sartre og Beauvoir. Selvom jeg har stor sympati for eksistentialismen som filosofisk strømning har mine tilbøjeligheder altid lænet sig mod Camus. Men grundtanken i eksistentialismen, som i høj grad overlapper med Camus’s tanker, har altid tiltrukket mig.
Udgangspunktet, at mennesket er præget af en grundlæggende angst, der bunder i livets iboende meningsløshed, har altid tiltalt mig og jeg tror en stor del af dette – udforskningen af det problematiske ved at eksistere og den medfølgende desperation, angst osv. – helt naturligt flyder ind i vores musikalske univers. Jeg tror også vi har et behov, hvis man kan kalde det det, for at tale om de her ting og kæmpe lidt med eksistensen generelt. Og jeg tror alle i bandet er eksistentialister i en eller anden grad – vi insisterer lidt på at fokusere på de eksistentielle aspekter af tilværelsen.
Nihilisme
Peter L: Ift. Sæterbakken hviler der en tilnærmelsesvis nihilisme i hans værker – en pessimisme der nærmer sig den vi finder hos Schopenhauer eller Cioran, bare i litterær form. Som sådan er jeg ikke nihilist – livet er ikke ligegyldigt for mig. Men jeg er nok en kombination mellem pessimist og absurdist.
Thomas: Der gemmer sig nok helt ærligt en snert af nihilisme i min grundtilstand, jeg har en tendens til at se tilværelsen og liv i en voldsomt stor sammenhæng, hvilket ofte giver tanker omkring meningsløshed. Øvelsen for mig er at ankre mig selv gennem kreativitet, familie, kærlighed, arbejde osv. Jeg oplever sjældent ligegyldighed, men er også overbevist om, at dette hjælper mig til at lade ting og påvirkninger passere og glide hen over mig, således at jeg bliver meget rummelig i mit perspektiv. Jeg øver mig i at være mere til stede, blandt andet gennem musikken. Man kan måske sige, at jeg er “funktionel nihilist”, haha.
Lengsel
Peter L: Hmm. Længsel. Det er ord der øjeblikkeligt sætter mange associationer i gang. Det trækker selvsagt tråde til næste ord, sorg. Længsel vil ofte være en higen efter det tabte – upåagtet hvad det tabte er. Jeg har en længsel efter de ting der har forladt mig – det er en tilbageskuende længsel. Men jeg har også en længsel efter de ting jeg ikke har noget endnu, en fremadskuende længsel. Men jeg har også en ambivalent længsel – en afsavn eller higen efter de ting jeg ved jeg kommer til at miste. Min tid, mine børn som børn, det øjeblik lige nu, hvor vi har udgivet en plade. For at trække tråde tilbage til Sæterbakken er længsel noget der altid er, for man har altid mistet noget – livet er en lang afsked. Sæterbakken skriver:
“Det at have været barn er vor store sorg i livet. Vi går jo rundt og bærer på et dødt barn, helt til vi dør.”
Livet er at miste og at leve med at have mistet. Længsel, i hvert fald i sin grundlæggende form, fri for ideologiske overbevisninger og forvanskede idéer om hvad vi skal eje eller have, er følelsen af at mangle noget, som man ikke kan få – en elsket, et sted, en oplevels, en periode i sit liv. Portugiserne har et ord, saudade, der betyder noget i retning af en dyb melankolsk følelse af nostalgi over tabet af noget; noget der sandsynligvis ikke kan komme tilbage og det er lidt sådan jeg også forstår længsel i sin grundlæggende form.
Sjovt nok er jeg lige nu ved at læse en bog af Karl Ove Knausgård, der handler om Edvard Munch – den hedder Så Meget Længsel På Så Lille En Flade. Og jeg tror noget af det, som Munch kunne og som jeg også holder af ved ham, er netop det Knausgård peger på: at Munch havde en evne til at male så meget længsel ind i et maleri. Jeg kunne godt drømme om, at have den slags evne, når det kommer til musik – at kunne skrive så meget længsel ind i en sang. Men det er også svært ik’? Det handler jo ikke om, at jeg gerne vil have at folk skal føle længsel, når de hører vores musik.
Andetsteds skriver Knausgård også noget interessant om Munch: navnlig, at hvis man spurgte Munch: “Hvorfor maler du disse malerier?” Så ville han nok ikke svare, at han forsøgte at genoprette tilliden til verden, eller at han forsøgte at skabe en forbindelse mellem ham selv og den verden, der var omkring ham. Han malede bare – selvfølgelig ikke uden omtanke for verden omkring ham og selvfølgelig ikke ubevidst om, hvorfor han valgte de motiver han gjorde, men jeg tror ikke han ville give et grundlæggende livshistorisk argument for, hvorfor han kunne male på den måde han gjorde. Han malede bare den slags malerier, fordi han var ham. Det er det samme for mig/os. Jeg skriver ikke sange, fordi jeg gerne vil have at folk skal føle noget bestemt, eller fordi jeg forsøger at gøre noget bestemt med mine følelser og tanker – jeg skriver sange fordi jeg ikke kan lade være. De ender sådan som de gør, fordi de tre personer der skriver dem, er som de er. Hvad folk får ud af dem er op til dem.
Nu nævnte Thomas tidligere Rothko og lige netop Rothkos kunst er noget, der kan bringe folks pis i kog: “Det er jo bare nogle firkanter!” osv. Men Rothko havde en idé med at male de her monolitter som han gjorde – han ville udtrykke grundlæggende følelser. Men han ville også have, at kunsten skulle forlange noget af beskueren. Svaret skulle ikke være “givet” – svaret skulle ligge i eller hos den der så maleriet, således at svaret var forskelligt fra person til person. Der er ikke ét svar på, hvad et sådan maleri er, udover at det er krævende – det kræver at den der ser det, fortolker det og selv forsøger at arbejde med dets betydning. Det er selvfølgelig et højt sigte og jeg påstår ikke vi laver kunst af hverken Rothko eller Munchs kaliber, men grundidéen, at kunst skal kræve noget af beskueren eller lytteren, kan jeg godt tilslutte mig. Jeg vil ikke udpensle hvad hver sang vi skriver handler om, men i stedet lade folk selv arbejde med det og få det ud af det, som deres egen væren muliggør.
Sorg
Peter L: Mit “rigtige” arbejde er som sociolog og jeg har brugt 3 år på at skrive en afhandling om lige præcis sorg. Derfor fylder sorg som fænomen og erfaring en del i min tilværelse. For mig er livet sorgfuldt – ifølge min overbevisning er sorgen sådan set en af de mest grundlæggende erfaringer i den menneskelige eksistens. Det der gør os til mennesker som sådan, er præcis det faktum at vi sørger. Vi har forholdt os til de døde – begravet dem, mindes dem osv. – de sidste 100.000 år, så det er et antropologisk faktum, at det der adskiller mennesker fra dyr i særlig grad er, hvordan vi lever med de døde. For det gør vi. Vores liv og verden er bogstaveligt og billedligt talt bygget på dem der var her før os.
Man hører ofte den her kliche om, at sorgen er prisen vi betaler for at kærligheden, men det er endnu mere grundlæggende end det. Sorgen er prisen vi betaler for at være mennesker. Vi er dybt relationelle væsner, der kun kan eksistere og forstå os selv i kraft af dem omkring os. Og de mennesker vi har forstået os selv igennem skal vi miste. Eksistentialister vil sige, at den primære menneskelige erfaring og det primære menneskelige problem er, hvordan man forholder sig til og begriber sin egen død, men nok endnu mere væsentligt er hvordan man forholder sig til den andens død. Vi lever jo ikke vores egen død, men vi lever de andres død igen og igen. Sorgen er således vores primære relation til døden. Den adskiller os og binder os sammen. Derrida påpegede, at det eneste vi ved om et andet menneske, første gang vi møder dem er, at en af os skal dø før den anden. At vi altid lever med den her bevidsthed om, at alle de folk vi omgiver os med, vil forlade os – og at vi også selv på et tidspunkt skal forlade dem. Det blev et langt svar.
Thomas: Livsvilkår.
Tomhet
Thomas: Jeg vil påstå at tomhed er en grundlæggende følelse hos alle mennesker, vi forsøger at holde den væk ved at fylde vores liv med forskellige ting og bilde os selv ind, at det er vigtigt med den nye bil eller den sidste nye Iphone. Jeg forstår godt behovet og falder selv i. Omvendt ved jeg også, at det er vigtigt at gøre tomhed til en del af tilværelsen. At acceptere at livet også er kedeligt og tomt i lange perioder, uanset hvordan vi lever det.
Peter L: Min første tanke er et interview med Louis C.K. (og nej, jeg er ikke fan af ham og han har gjort dårlige ting), hvor han pointerer vores frygt for tomhed. Vi skal hele tiden stimuleres. Vi sidder med vores telefoner, fjernsyn, tablets osv. fordi vi hele tiden er bange for ikke at der ikke sker noget, for hvis der ikke sker noget, så kommer tomheden snigende.
Selvfølgelig joker han, men jeg tror der er en sandhed i det. Tomheden er der altid – hvis man dvæler længe nok kommer den snigende. Vi fylder ting ind i vores liv for netop at undgå tomheden og engang imellem kan man fornemme skrøbelighed i den her mur af ting, idéer og relationer vi har bygget op omkring os selv, som et forsvarsværk mod den her eksistentielle tomhed. Men jeg tror nogle gange vi burde unde os selv lidt mere tomhed i vores liv – at vi burde anerkende at livet, langt hen ad vejen, er tomt, men at vi er fælles om den tomhed.
Melankoli
Peter L: Det er en laaaaang snak om hvad det er og hvordan vi måske, som samfund, har glemt at melankolien er en del af livet. Vi er ikke udelukkende et melankolsk band, men jeg tror mange hører melankoli i vores musik. Og hvis ikke det fremgår tydeligt af de foregående svar, så er melankoli nok det ord der bedst beskriver min grundlæggende sindsstemning.
Begjær
Thomas: Jeg begærer mange ting dagligt. På flere niveauer. Begær er en primitiv men vigtig drivkraft. En slags flygtig agent for mening i tilværelsen.
Lucas Illanes spilte inn, mikset og produserte platen. Fortell litt om ham og hvordan type produsent han er.
Peter L: Lucas var en ekstrem dygtig og eventyrlysten producer. Vi var det første hardcore/metal band han indspillede, så hverken vi eller han vidste, hvordan det ville gå. Men Lucas har ekstremt stort overskud, han har fuldstændigt tjek på tingene og så har han bare nogle rigtigt gode ører. Han vi lynhurtig til at fange hvilken lyd vi gik efter – han havde evnerne og rummet til at skabe en så stor og “akustisk” lyd som vi gerne ville have. Vi smed en masse referencer efter ham, bl.a. nogle gamle grunge og Nirvana plader og de var tilfældigvis også nogle af Lucas’ yndlingsplader.
Det var også derfor vi hurtigt ramte den rigtige lyd på pladen – Lucas vidste med det samme hvad vi gik efter. Vi har kun gode ting at sige om ham – han er ret stor del af pladens lyd. Og han er også en mand med idéer – både til det indspilningstekniske, men også til sangene.
Fortell litt om Hideout Studio hvor albumet ble spilt inn.
Peter L: The Hideout Studio er Lucas’ studie og på det tidspunkt vi indspillede, lå det i et gammelt tv-studie. Det vil sige at indspilningsrummet var kæmpestort og gav en masse muligheder ift. live-indspilning og akustik. Desværre er bygningen revet ned nu, så studiet er flyttet til et nyt sted. Men det var et perfekt rum til at optage den her plade.
James Plotkin står for mastringen av platen. Fortell litt om viktigheten av en god master og hvilken rolle Plotkin har spilt med tanke på lyden av Kollapse og Sult.
Peter D: Jeg var i tæt dialog med James under mastereringen af Sult. Han fangede vores udtryk med det samme og vi sendte kun filer frem og tilbage to gange, før vi alle følte han nailede den. Jeg er ret sikker på vi kommer til at bruge ham på næste plade også.
Kollapse har også fått laget ett par fine musikkvideoer til albumet Sult. Fortell litt om valget av regissører til disse, hvem regissørene er, samarbeidet og om de utvalgte låtene.
Knæler
Video by Kollapse
Performer Ann Mai Lunde Røge
Camera and editor Peter Drastrup
Peter L: Knæler videoen er resultatet af et utroligt smukt og væsentligt samarbejde mellem Peter Drastrup og Ann Mai. Jeg kender Ann Mai en lille smule i forvejen og havde set hende performe tidligere, så da vi begyndte at brainstorme idéer til videoen bragte jeg hende på banen. Efter et møde og nogle snakke gik vi i gang. Vi gav hende få anmærkninger og en vag retning og Peter stod for det visuelle. Så slap vi hende løs en meget kold, blæsende og dramatisk aften mens solen gik ned og så gav hun en performance, der var helt utrolig. Videoen er et sammenklip af ét langt 13-minutters take, hvor Ann Mai bruger sin krop til at udtrykke et væld af følelser og stemninger – alt sammen exceptionelt smukt filmet og redigeret af Peter. Jeg er utroligt glad for den video!
Byrd
Video by Demian Johnston
Peter L: Byrd-videoen er lavet af Demian Johnston. Det var Thomas, der introducerede os for Demian – både hans band Great Falls og hans kunst. Jeg var solgt på begge dele samtidigt. Demian fik sangen og ingen retningslinjer om, hvad sangen handlede om, så videoen er produktet af hvad han visualiserede idet han hørte sangen. Den er håndlavet og ekstremt flot. Den rammer stemningen perfekt i nummeret og bidrager til at bibeholde mystikken om nummeret – hvad der foregår på billedsiden er mystisk og svært at afkode, lidt ligesom sangen.
Kan der si litt om musikkmiljøet i Aalborg og Danmark generelt. Hva er bra og hva kan bli bedre? Hvilke band bør vi sjekke ut?
Peter L: Musikmiljøet i Aalborg er ret stærkt for tiden – der er en ret bred vifte af genre, der gør det godt. Personligt er jeg ret vild med Sigurvin Sigurdsson, Marí, Ginne Marker, Kemaca Kinetic, Bogwife og Omsorg. Men scenen i Aalborg er heller ikke den største i virkeligheden – den store musikscene i Danmark er og bliver København, men det bliver bedre i Aalborg hele tiden.
Fortell litt om forholdet til plateselskapene deres denne gangen.
Peter D: Vi er ekstremt taknemlige for samarbejdet med pladeselskaberne. Fysisk Format i særdeleshed har trukket et stort læs ift. promovering og features verden over. Dingleberry, Maniyax og Virkelighedsfjern har co-joinet på udgivelsen, hvilket vi sætter meget stor pris på. Vi havde en god oplevelse med Maniyax og Dingleberry, som begge var med til at udgive Angst i 2017, så det var selvfølgelig en no-brainer at sige ja til dem igen. Virkelighedsfjern er et sindsygt spændende selskab fra København og vi er glade for at de ville være med!
Peter L: Vi sendte pladen til Fysisk og de var klar på at udgive den ret hurtigt. De har været ekstremt hjælpsomme og gode under hele forløbet og har fået skubbet pladen ud til nogle rigtigt fede websites og blogs – selvom det er lidt mærkeligt at have et samarbejde med nogen man aldrig har mødt og kun har skrevet sammen med per mail eller over Facebook, så er jeg virkelig glad for det arbejde de har gjort og håber vi kan fortsætte samarbejdet. Og jeg håber vi kan komme op og spille live for dem og møde dem snart!
Hvordan har dere blitt påvirket av nedstengningen av samfunnet og Covid-19 restriksjonene?
Peter L: Vi færdiggjorde sangskrivningen omkring den første nedlukning, hvor vores øvelokale også blev lukket, så det var ret besværligt at få det afsluttet. Men det lykkedes os at få en aftale i hus med Lucas og få indspillet pladen. Sidenhen har det så taget i omegnen af 9 måneder, at få pladen ud pga. forsinkelser med pladetryk osv., der også har været påvirket af Covid-19. Og ja, så er det hårdt som band ikke at kunne komme ud og spille. Vi har ikke en fornemmelse af, at vi har spillet pladen en hel masse for et publikum, fordi det ikke har været muligt. Vi kommer heller ikke ud og turnerer i forbindelse med udgivelsen af pladen, men spiller lidt jobs rundt omkring. Forhåbentligt er det bedre næste år, så vi kan komme ud og spille og komme til udlandet igen.
Kan dere til slutt velge fem låter hver som på en elller annen måte har inspirert Kollapse og si litt om hva dere har likt eller fått ut av de låtene.
Peter L:
Converge – All We Love We Leave Behind
Det er bare en god sang. Den er kaotisk, stor og alvorlig på samme tid. Hele pladen er fantastisk, men sangen er et lille mesterværk.
The Chariot – David De La Hoz
Der er en vildskab og en skramlet attitude i nummeret og hele bandet, som jeg er ekstremt tiltrukket af.
Julien Baker – Sprained Ankle
Det er smukt, sørgeligt og skrøbeligt på én gang. Den stemning der er i hendes guitarspil og sange generelt har været meget inspirerende for mig og mit guitarspil i de mere rolige passager af Kollapses musik.
KEN Mode – Doesn’t Feel Like Pain Should
Det er bare ekstrem god noise rock, som i den grad har haft indflydelse på min sangskrivning. Det er så aggressivt og larmende at det er som at få et spark i brystet når den sang starter.
The Psyke Project – In The Mist
I min optik en af de bedste harcore bands nogensinde i Danmark. Den her sang er en lektion i dissonans og aggression, som jeg holder meget af.
Thomas:
Swans – The Seer
Her er vi ude på de store panoramiske vidder. Repetition og insisterende eksistentiel famlen. Noget nær det nærmest jeg kommer på spirituel musik.
The Jesus Lizard – Monkey Trick
Stramt og uligevægtigt i lige dele. Jeg elsker de rablende, maniske, sørgmodige vokaler og den ekstremt tight levering.
Unsane – Out
Bistert og kulsort. Unsane har over hele karrieren bevist at enkelthed kan fungere forrygende, når bare den er leveret med håndværksmæssig kvalitet og brutalitet i øjenhøjde. En stor inspirationskilde for mig.
Dystopia – Hands That Mold
Disse fyre ødelagde min gymnasietid. Jeg brugte alt for mange timer alene med dette i ørerne. Det bliver ikke meget mere (anti)menneskeligt og knusende. Især vokalen her er helt fantastisk. Ingen fancy teknikker, bare rendyrket desperation og livstræthed.
[iframe src=»https://open.spotify.com/embed/track/1XgEQLn5DrYN0E18l7QWis» width=»100%» height=»380″ frameBorder=»0″ allowtransparency=»true» allow=»encrypted-media»></iframe]
Breach – Penetration
Breach gør det, at de skriver nuancerede plader, som båder tiltrækker og frastøder i lige dele. Deres musik skal høres som hele plader – “bodies of work” og ikke som enkelte numre. Et grimt og dystert track, med hungrende længsel. Fantastisk.
[iframe src=»https://open.spotify.com/embed/track/21w3O5n5sQBnt5PDnKZM2W» width=»100%» height=»380″ frameBorder=»0″ allowtransparency=»true» allow=»encrypted-media»></iframe]
Peter D:
Jeg kan ikke nævne fem sange eller plader som direkte har inspireret mig og mit trommespil i Kollapse. Inspiration er for mig en meget udefinerbar størrelser og det er også derfor jeg ikke har skrevet noget til genrebetegnelserne og stikordene herover. Det er for mig ret irellevant. Jeg kobler fra når jeg spiller trommer og mit trommespil er en forlængelse af mit indre. Det lyder sikkert meget langhåret, men det er sådan jeg oplever det. I virkeligheden lytter jeg til meget få kunstnere og genremæssigt er vi langt fra det udtryk som vi beskæftiger os med i Kollapse.
Jeg vil dog alligevel gerne nævne fem sange, som jeg aldrig bliver træt af at lytte til.
Nirvana – Aero Zeppelin
Intensiteten her er kun blevet matchet meget få gange. Jeg får gåsehud hver gang jeg lytter.
[iframe src=»https://open.spotify.com/embed/track/6ENZJCRagbW3jlzXSucfoI» width=»100%» height=»380″ frameBorder=»0″ allowtransparency=»true» allow=»encrypted-media»></iframe]
Hiraki – Brusque
Trommeslager i Hiraki, Tim Frederiksen er en af de mest inspirerende trommeslagere i indland i øjeblikket, synes jeg. Dette er muligvis det eneste nummer som jeg kan sige jeg bevidst har ladet mig inspirere af på Sult. Uden denne sang var der ingen „Byrd“ – selvom rytmerne intet har med hinanden at gøre og der ikke umiddelbart kan drages paralleller.
Tool – Pushit
Når sammenspil og musikalsk kreativitet når sit ypperste.
[iframe src=»https://open.spotify.com/embed/track/4CbHM5bpfOfMNxNgVDHJRw» width=»100%» height=»380″ frameBorder=»0″ allowtransparency=»true» allow=»encrypted-media»></iframe]
Daughter – Smother
Elena Veronica Tonra er intet mindre end fantastisk. Hendes lyrik er fantastisk og denne sang er fantastisk.
Sumac – Attis’ Blade
Det mest nyskabende band i nyere tid og den bedste og mest intense koncert oplevelse jeg har haft.
[iframe src=»https://open.spotify.com/embed/track/40DpXO1wIqJOJcFdDR0WHa» width=»100%» height=»380″ frameBorder=»0″ allowtransparency=»true» allow=»encrypted-media»></iframe]
Vær den første til å kommentere